fredag den 8. april 2016

På Varluvejagt med Bulder og Brag



Jeg har lige læst mig ivrigt igennem en spændende og uhyggelig lille bogserie af LG Jensen. Han er en af de forfattere, der for omkring ti år siden var med til at starte bølgen af "drengerøvs-litteratur" - Bulder og Brag serien er ingen undtagelse.


Åh hvor er den bare spændende, uhyggelig og ret skæg på samme tid. Jeg læste den første bog i serien Varulvejagten : en roman til, om og af bulderbasser, krudtugler og drengerøve med lidt piget forbehold, fordi bogen indledes sådan her:

Indholdet af denne kan virke stødende og medføre både hjertebanken, mareridt og grineflip. Nu er du advaret. Så hvis du ender med at tisse i sengen eller sove med lyset tændt, så skal du ikke komme og klynke til mig. Er det en aftale?

Uuuuuuh altså! Med en intro som den, skal man have nerver af stål og kun læse den i dagtimerne tænkte jeg - og så er den også ligefrem skrevet med spænding og hurtige sceneskift som en rigtig gyserfilm. Men jeg endte med at blive helt opslugt af historien, der også har en del ret sjove elementer. Så hvis man kan lide gys, splatter og gode grin, så er serien her lige sagen.

Historien afsluttets med et uddrag af et Monsterkodex, hvor man kan læse alt om monstrene i historien - rigtig gennemført!

Og så er jeg i øvrigt helt vild med illustrationerne af Martin Zauner. De understøtter historien rigtig godt, og så er de bare super gennemtænkt. I den anden bog i serien, bruges LG Jensens tidligere bøger som plakater på drengeværelserne. Det er simpelthen så gennemført og cool fik jeg nævnt det?


I første bog møder vi vennerne Hassan og Frede, der elsker gyserfilm (også dem, der slet ikke er for børn). En fuldmåneaften stiger de sig ind til en forestilling i biografen og møder den nye og lidt spøjse dreng på skolen, Bulder. På vejen hjemme står drengene pludselig ansigt til ansigt med en vaskeægte varulv. Heldigvis ved Bulder rigtig meget om varulve - men hvorfra ved han egentlig det?

Den første bog følges op af to ligeså spændende bøger med de fire helte Hassan, Frede, Bulder og Brag i Vampyrjagten og Klovnejagten - og needless to say, så håber jeg på endnu en opfølger! Bøgerne er nok mest til drenge fra 10-12 år.

- LittleLudvig


Ingen kommentarer:

Send en kommentar